Kunst eller crap?

Hvad er det, der gør nogle udgivelser til interessant undergrundslitteratur med spændende intellektuelle kunstnere som forfattere, mens andre udgivelser blot er grinagtigt selvudgivercrap skrevet af totalt taberagtige wannabees? Hvad er forskellen? Er der en forskel? Og hvis der er, har den så noget med kvaliteten af det skrevne at gøre?

Højt til hest

Jeg gik til ridning i et års tid, da jeg var barn, og igen som ganske ung i ½ års tid. Jeg var, som så mange andre piger dengang, bidt af en gal hest, eller snarere naboens stolte gangere, der kærligt puffede til mig, når jeg gav dem rugbrød hen over stakittet. Det var jo ikke længe, jeg gik til ridning, dels havde jeg svært ved at begå mig blandt rideskolens hestepiger med deres smarte ridedress og overlegne holdning til mindre erfarne ryttere, og dels havde jeg en ondsindet rideskolelærer, der så en ære i at sætte mig op på de mest afsindige og rytterhadende kræ, der gang på gang forsøgte at kaste mig hen, hvor peberet gror med stor hovedrysten over mine manglende evner fra resten af rideholdet inkl. daværende kæreste og kærestetyv wannabe til følge. Jeg gav op og stoppede med at ride, og jeg har ikke siddet på en hest de sidste 26 år. I sommerferien vovede jeg mig dog op på en meget fredelig én af slagsen (den var faktisk så fredelig, at jeg ikke kunne få den op i trav, trods ihærdige forsøg), og det gik, som det ses nedenunder, ganske godt, trods svimmelhed.

Smagsprøve fra den dersens roman

I stueetagen boede isenkræmmerens datter og svigersøn. De var et besynderligt par, som jeg havde lagt mærke til allerede, da jeg var barn. De havde været sammen i mange år, selv om de i virkeligheden kun var omkring ti år ældre end mig. Og så hed de Hans og Grethe, hvilket var nok til at baghuset havde fået et rigtigt fint skilt på facaden, hvorpå der stod ”Pandekagehuset”. Det var isenkræmmeren, der havde hængt det op. Kontrasten mellem det grimme hus og det fine skilt var nærmest grotesk.
Grethe arbejdede i forretningen og var egentlig meget flink. Hun var lille og spinkel, havde mørke, næsten sorte øjne og sort kortklippet hår. Hun var meget bleg, hendes arme var tynde, og hendes fingre var små og krogede. Jeg havde ofte tænkt på, hvordan hun kunne arbejde i en isenkramforretning med de fingre, for de så ikke ud til at kunne holde til at flå ret meget emballage op eller skrue ret mange grille sammen.
Hans var et ordentligt brød. Han var smed og arbejde i et stort firma i den nærmeste provinsby. Han var sådan set flink nok, men alene hans størrelse gjorde ham ret skræmmende, og på en eller anden måde følte jeg mig meget bevidst om min størrelse og mit køn, når han var i nærheden. Det var ikke rigtigt ubehageligt, men heller ikke helt rart.
De havde en stor schæferhund, som hed Bølle. Af en eller anden årsag kom jeg altid til at tænke på Bornholm, når jeg så den, det var nok noget med Krølle Bølle. De havde altid haft den, ligeså længe jeg kunne huske i hvert fald. På et tidspunkt gik det op for mig, at det drejede sig om flere på hinanden følgende hunde, der lignede hinanden til forveksling og som alle sammen hed Bølle. Således var den nuværende Bølle ikke den samme Bølle, der år forinden havde jagtet mig hele vejen ned ad hovedgaden, bidt mig i buksebenet og forårsaget cykelstyrt og blødende knæ, samt en indgroet skræk for hunde. Den nuværende Bølle var noget fredeligere anlagt. Den havde luntet rundt i hælene på mig under indflytningen og var kun modvilligt gået med til at blive lukket inde i haven bag baghuset, da dens insisteren på at blive klappet konstant blev for anstrengende.

 

 

Ny anmeldelse af Tilnærmelsesvis fraværende

Mikael Josephsen har skrevet en anmeldelse af “Tilnærmelsesvis fraværende” på Oplysningskontoret.dk.
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke nogen god anmeldelse. Til gengæld er den saglig og yderst fair - og jeg er tilbøjelig til at være enig i flere af de ting, som anmelderen påpeger som problematiske.

Anmeldelsen kan læses her.

Læserne mener …

På BogGuide.dk har to læsere af min digtsamling “Tilnærmelsesvis fraværende” skrevet, hvad de synes om den:

Velskrevet, på trods.

En borende digterisk smertevandring med spredt indlagte
humoristiske redningskranse.

Erik Helger, 13. juli 2008

Rystende digte

Tak Pia.
Tak for digtene. Stærke - smukke - rystende! Du er en
sand, stor kunstner!
De kærligste hilsener fra
Anne Marie Helger

Anne Marie Helger, 28. juli 2008

- med sådan et par udtalelser gør det lige pludselig ikke så meget, at jeg ikke er kommet på bestsellerlisten.

Strøtankestreger II

går omkring på disse veje
med brændende asfalt under fødderne
fornemmelsen minder om barndom
og sommervind mod panden
det svier i øjnene
som dengang pollen var biers klumpede bagben
og intet andet
duften af fortid hænger i hovedhøjde
som klaser af hengemte bær
sætter mig i grøftens svedne græs
venter på at komme hjem

Mandsmod x 26

Mandsmod - og andre noveller  står nu på hele 26 biblioteker! Hurra!

Et haiku …

Jordegern

et jordegern er
i grunden mest lykkelig
når nødden er størst

Den dersens roman …

… har jeg været i gang med at skrive i flere år - hvor længe husker jeg ikke, men det er vel omkring 2-2½ år. Det går langsomt, af og til af manglende inspiration, men mest af manglende tid. Indimellem tager pokker ved historien og så går det over stok og sten og andre gange bliver det kun til et par linier ad gangen. Den har (af indlysende årsager) ligget stille på harddisken (er det ikke sådan man siger, når man nu ikke bruger håndskrevne manuskripter og skrivebordsskuffe?) i godt og vel 3/4 kvart år, men nu er jeg så småt gået i gang med den igen. Både inspirationen og lysten til at skrive er der, og tiden tages indimellem, som jeg nu kan få det til at passe med spædbarnslure osv. Nu har jeg så opdaget, at romanens arbejdstitel generer mig. Den er bare ikke spændende nok til at blive bogens rigtige titel. Bevares, der er laaang vej igen, jeg har skrevet mellem 1/4-1/3 af bogen, så der er da tid nok til at finde på en god titel, men som det er nu, er der bare ikke nogen iøjnefaldende titel. Og jeg kan altså mægtig godt lide at have en navnemærkat at sticke på min skriverier! Det skulle nødig ende med, at den hedder “Den dersens roman”.

Sommerflyvere