Billeddigt

Zebra

Zebra, 2007.

Dagens griner

Dagens griner må absolut være denne.

Venus

Venus, Månen, Saturn og Regulus over Pony Express Lake, Northern Missouri, USA. Credit & copyright: Dan Bush. Se APOD.

Venus

Venus på himlen
frosten blinker i græsset
oktobermorgen

Efterårsdigt

Talte ord

ordene er talte
og timerne åbne

på gesimsen
blinker en skade
sort/hvid
i solen
jeg drysser ned
blandt flagrende blade
på gennemtræk

mens tiden lukker sig
bag mig

Working nine to five – or not …

Dengang jeg var ude i det pulserende arbejdsliv, nød jeg virkelig, når jeg endelig havde fri og dagligdagens sysler var af vejen, for så kunne jeg sætte mig ned og skrive eller male. Dengang kneb det faktisk aldrig med inspiration, og selv om jeg var træt, så fik jeg rent faktisk ofte nogle rigtig gode tekster rystet ud af hovedet eller malerier hældt ud af penslerne. Af og til tænkte jeg på, hvordan det ville være at udskifte karrierekvinde-ræset med en mere kreativ karriere, men når alt kom til alt, havde jeg ikke lyst til det. Jeg var simpelthen for ambitiøs i mit arbejdsliv, og hvor mærkeligt det end kan lyde, nød jeg livet som lægesekretær, måske lige med undtagelse af mandag morgen.
Men så blev jeg syg. I starten kunne jeg stadig gå på arbejde, men havde lange sygdomsperioder, og karrieren blev således sat på vågeblus. Efterhånden gled sygdomsperioderne ud i hinanden, og jeg var ikke i stand til at arbejde mere, operation havde ikke nogen effekt, og medicinsk behandling findes ikke. For 1½ år siden fik jeg så førtidspension. Jeg var meget ked af at opgive mit arbejdsliv, og det er stadig svært for mig at acceptere. Det ville nok have været nemmere, hvis den skade, der har gjort mig syg, ikke influerede så meget på min fysiske formåen, så jeg stadig kunne have et forholdsvis aktivt liv, men sådan er det altså ikke.
Når det er sagt, så må og skal man jo forsøge at finde det positive i en sådan situation og fokusere på det, og her kunne mit skriveri og maleri jo godt komme på banen. Der er bare sket det stik modsatte. Jeg har ikke malet i flere år. Der bliver længere og længere mellem mine tekster, og inspirationen udebliver. Min roman er lagt på hylden på ubestemt tid. Jeg har ikke skrevet en novelle i over ½ år. Jeg skriver måske 1-2 digte om måneden. Får jeg endelig lavet noget konstruktivt, er det mest rettelser af gamle tekster, eller mine små haikudigte, der mest har set dagens lys, fordi jeg ikke kan skrive andet. Heldigvis har min søde ægtemand foræret mig en digital tablet, som jeg har meget glæde af. Det har sat liv i mine naivistiske tegninger, så her er der da fremgang at spore.
Men ellers ligger det meget tungt med inspirationen. Den dér daglige dosis af omverdenen får man bare ikke i samme grad, når man ikke går på arbejde, og når ens mobilitet og fysiske formåen begrænser det sociale liv. Og den daglige dosis har jeg åbenbart brug for. Andre kan skrive, så det fløjter om ørerne på dem, om de så sad på en øde ø. Mange har brug for at isolere sig for at kunne fokusere på det kreative. Men altså ikke mig. Det kan godt være ret frustrerende, når nu vilkårene ikke kan ændres. (Nogen vil indvende, at jeg i højere grad kunne bruge mit privatliv som inspirationskilde, eftersom det virkelig har forandret sig de sidste to år. Men det har jeg ikke lyst til, fordi det netop er … mit privatliv). Det gør det naturligvis ikke bedre, at man altid hører om, hvor heldig man er, at man kan gå hjemme hver dag. Ja, heldigt er det jo selvfølgelig, eftersom jeg ikke er i stand til at arbejde, men jeg ville hellere være rask, gå på arbejde og (formentlig) have masser af inspiration!

Der sad to katte på et bord …

Det er en af mine yndlingsbørnesange. Disse to katte sidder måske på mit bord, efter de kravlede ud af min digital tablet i går:

                     

100 humoristiske haiku …

100 humoristiske haiku om henrivende dyr

– er titlen på den digtsamling, jeg nu har færdiggjort. Jeg startede på bar bund som humoristisk haiku-novice sidste efterår, og det har således taget mig et år at skrive samlingen, hvilket er hastighedsrekord for mit vedkommende. Siden har det jo vist sig, at mine haiku mere er senryu eller gendai eller måske noget helt andet. For lethedens skyld kalder jeg dem nu stadig haiku, og jeg synes faktisk godt, jeg kan retfærdiggøre det, for hvem har sagt, at haiku-genren er en statisk størrelse? Litteratur kan der nu engang ikke sættes ”er lig med” tegn efter eller ”resultat-streger” under. Havde jeg hang til den slags, var jeg nok blevet matematiker.
Nu ryger den så af sted til et forlag, som jeg håber kan se muligheder i små morsomheder.

Imens jeg venter på svar, får I her det sidste humoristiske haiku fra samlingen, som jeg vil udsætte jer for i denne omgang:

Pittbull

sulten pittbull er
en hund efter gnaveben
især en puddels

Et “rigtigt” haiku

Efterårsstormen

efterårsstormen
byder blade op til dans
regnen trommer til

Er citater on or off?

En opfordring til en debat om citater er hermed taget op.

Hvad kan man bruge citater til?
Er citaters betydning og brugbarhed overdrevet?
Eller bør vi dyrke citater mere?
Hvordan har forfattere det med citater? Kan de godt lide at lægge andres ord i egen mund? Eller foretrækker de deres egne?
Og hvad er dit yndlingscitat/dine yndlingscitater?

Personligt elsker jeg citater og bruger dem gerne – og måske endda for tit.
I mine øjne er gode citater dem, der får os til at reflektere over tingenes tilstand.

Her er min egen top fem over yndlingscitater:

The optimist thinks this is the best of all possible worlds. The pessimist fears it is true. - J. Robert Oppenheimer

Only two things are infinite, the universe and human stupidity, and I’m not sure about the former. – Albert Einstein.

Slå følge med dem, der søger sandheden, og vær på vagt overfor dem, der mener, de har fundet den. – Jens Martin Knudsen.

Life is what happens to you while you’re busy making other plans. – John Lennon.

The difference between fiction and reality? Fiction has to make sense. – Tom Clancy.