Sure senryu

så kør dog, tosse
i den rigtige retning
blød hat og cigar

 

skifter jakken tit
indtil farven matcher magt
vendekåbenar

Postkasser

Orwells dagbog på nettet

 
Nu kan man læse George Orwells dagbog på nettet. Det drejer sig om både private og politiske noteringer i tiden fra aug. 1938 til okt. 1942. Dagbogen publiceres på en blog notat for notat på den faktiske dato, blot 70 år senere. Læs den her.

 

 

At klappe kaje

Hvordan får man, ved en hvilken som helst social begivenhed, en small talk ævlende nitwit, som man absolut ikke gider snakke med, til at klappe kaje? Man ser interesseret på vedkommende, afbryder og siger:
“Står du i kø til toilettet?”

p.s. det virker på mig.

Boglig sex

Nu havde jeg sat mig med en god bog – troede jeg. Måske er det oven i købet en god bog, hvem ved? Jeg kommer ikke til at finde ud af det, for jeg gider ikke læse resten. Jeg skal straks undlade at sige, hvad det er for en bog, blot nævne at det er en roman skrevet af en kendt amerikansk forfatterinde, og at jeg har fået fortalt fra pålidelig kilde, at den er rigtig god, deraf antagelsen nævnt i starten. Og hvorfor gider jeg så ikke læse videre? Simpelthen fordi jeg (få sider inde i bogen) får klasket en ganske udpenslet sexscene lige op i fjæset. Og det er bare så træls – som de siger i Jylland. Er det 1700-tals bonerthed, der gør, at jeg ikke gider læse den slags? Næh, jeg synes bare det er kedeligt fyldstof medtaget for at lokke husarerne til, og så falder forventningerne til resten af historien, når den slags er nødvendigt. ”Jamen, det er vigtigt for historien” – vil nogen påstå. Men altså ikke så vigtigt, at det finder vej til coveret, evt. med en advarselstrekant ala ”indeholder stærke sexscener” ligesom på film? Hvis jeg ville læse den slags, kunne jeg købe et pornoblad eller erotisk litteratur. Og hvad er der galt med antydningens kunst? Forfattere antyder til højre og venstre og alle vegne – er det ikke det, der ofte bærer en god historie? Så hvorfor ikke når det gælder sex? Hvorfor skal det ende op med platheder?

Kunst eller crap?

Hvad er det, der gør nogle udgivelser til interessant undergrundslitteratur med spændende intellektuelle kunstnere som forfattere, mens andre udgivelser blot er grinagtigt selvudgivercrap skrevet af totalt taberagtige wannabees? Hvad er forskellen? Er der en forskel? Og hvis der er, har den så noget med kvaliteten af det skrevne at gøre?

Højt til hest

Jeg gik til ridning i et års tid, da jeg var barn, og igen som ganske ung i ½ års tid. Jeg var, som så mange andre piger dengang, bidt af en gal hest, eller snarere naboens stolte gangere, der kærligt puffede til mig, når jeg gav dem rugbrød hen over stakittet. Det var jo ikke længe, jeg gik til ridning, dels havde jeg svært ved at begå mig blandt rideskolens hestepiger med deres smarte ridedress og overlegne holdning til mindre erfarne ryttere, og dels havde jeg en ondsindet rideskolelærer, der så en ære i at sætte mig op på de mest afsindige og rytterhadende kræ, der gang på gang forsøgte at kaste mig hen, hvor peberet gror med stor hovedrysten over mine manglende evner fra resten af rideholdet inkl. daværende kæreste og kærestetyv wannabe til følge. Jeg gav op og stoppede med at ride, og jeg har ikke siddet på en hest de sidste 26 år. I sommerferien vovede jeg mig dog op på en meget fredelig én af slagsen (den var faktisk så fredelig, at jeg ikke kunne få den op i trav, trods ihærdige forsøg), og det gik, som det ses nedenunder, ganske godt, trods svimmelhed.

Smagsprøve fra den dersens roman

I stueetagen boede isenkræmmerens datter og svigersøn. De var et besynderligt par, som jeg havde lagt mærke til allerede, da jeg var barn. De havde været sammen i mange år, selv om de i virkeligheden kun var omkring ti år ældre end mig. Og så hed de Hans og Grethe, hvilket var nok til at baghuset havde fået et rigtigt fint skilt på facaden, hvorpå der stod ”Pandekagehuset”. Det var isenkræmmeren, der havde hængt det op. Kontrasten mellem det grimme hus og det fine skilt var nærmest grotesk.
Grethe arbejdede i forretningen og var egentlig meget flink. Hun var lille og spinkel, havde mørke, næsten sorte øjne og sort kortklippet hår. Hun var meget bleg, hendes arme var tynde, og hendes fingre var små og krogede. Jeg havde ofte tænkt på, hvordan hun kunne arbejde i en isenkramforretning med de fingre, for de så ikke ud til at kunne holde til at flå ret meget emballage op eller skrue ret mange grille sammen.
Hans var et ordentligt brød. Han var smed og arbejde i et stort firma i den nærmeste provinsby. Han var sådan set flink nok, men alene hans størrelse gjorde ham ret skræmmende, og på en eller anden måde følte jeg mig meget bevidst om min størrelse og mit køn, når han var i nærheden. Det var ikke rigtigt ubehageligt, men heller ikke helt rart.
De havde en stor schæferhund, som hed Bølle. Af en eller anden årsag kom jeg altid til at tænke på Bornholm, når jeg så den, det var nok noget med Krølle Bølle. De havde altid haft den, ligeså længe jeg kunne huske i hvert fald. På et tidspunkt gik det op for mig, at det drejede sig om flere på hinanden følgende hunde, der lignede hinanden til forveksling og som alle sammen hed Bølle. Således var den nuværende Bølle ikke den samme Bølle, der år forinden havde jagtet mig hele vejen ned ad hovedgaden, bidt mig i buksebenet og forårsaget cykelstyrt og blødende knæ, samt en indgroet skræk for hunde. Den nuværende Bølle var noget fredeligere anlagt. Den havde luntet rundt i hælene på mig under indflytningen og var kun modvilligt gået med til at blive lukket inde i haven bag baghuset, da dens insisteren på at blive klappet konstant blev for anstrengende.

 

 

Ny anmeldelse af Tilnærmelsesvis fraværende

Mikael Josephsen har skrevet en anmeldelse af “Tilnærmelsesvis fraværende” på Oplysningskontoret.dk.
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke nogen god anmeldelse. Til gengæld er den saglig og yderst fair – og jeg er tilbøjelig til at være enig i flere af de ting, som anmelderen påpeger som problematiske.

Anmeldelsen kan læses her.