Smagsprøve fra den dersens roman

I stueetagen boede isenkræmmerens datter og svigersøn. De var et besynderligt par, som jeg havde lagt mærke til allerede, da jeg var barn. De havde været sammen i mange år, selv om de i virkeligheden kun var omkring ti år ældre end mig. Og så hed de Hans og Grethe, hvilket var nok til at baghuset havde fået et rigtigt fint skilt på facaden, hvorpå der stod ”Pandekagehuset”. Det var isenkræmmeren, der havde hængt det op. Kontrasten mellem det grimme hus og det fine skilt var nærmest grotesk.
Grethe arbejdede i forretningen og var egentlig meget flink. Hun var lille og spinkel, havde mørke, næsten sorte øjne og sort kortklippet hår. Hun var meget bleg, hendes arme var tynde, og hendes fingre var små og krogede. Jeg havde ofte tænkt på, hvordan hun kunne arbejde i en isenkramforretning med de fingre, for de så ikke ud til at kunne holde til at flå ret meget emballage op eller skrue ret mange grille sammen.
Hans var et ordentligt brød. Han var smed og arbejde i et stort firma i den nærmeste provinsby. Han var sådan set flink nok, men alene hans størrelse gjorde ham ret skræmmende, og på en eller anden måde følte jeg mig meget bevidst om min størrelse og mit køn, når han var i nærheden. Det var ikke rigtigt ubehageligt, men heller ikke helt rart.
De havde en stor schæferhund, som hed Bølle. Af en eller anden årsag kom jeg altid til at tænke på Bornholm, når jeg så den, det var nok noget med Krølle Bølle. De havde altid haft den, ligeså længe jeg kunne huske i hvert fald. På et tidspunkt gik det op for mig, at det drejede sig om flere på hinanden følgende hunde, der lignede hinanden til forveksling og som alle sammen hed Bølle. Således var den nuværende Bølle ikke den samme Bølle, der år forinden havde jagtet mig hele vejen ned ad hovedgaden, bidt mig i buksebenet og forårsaget cykelstyrt og blødende knæ, samt en indgroet skræk for hunde. Den nuværende Bølle var noget fredeligere anlagt. Den havde luntet rundt i hælene på mig under indflytningen og var kun modvilligt gået med til at blive lukket inde i haven bag baghuset, da dens insisteren på at blive klappet konstant blev for anstrengende.