Postkort med kat

Jeg har kreeret et postkort med kattemotiv, og det kan nu købes her gennem bloggen. Postkortets størrelse er 10,6 x 13, 8 cm.

Prisen er:
1 stk. 5 kr.
5 stk. 20 kr.
10 stk. 35 kr.

Send mig en mail på pvl@live.dk.

Hvordan ællingen blev til en kylling, der følte sig grim

En af vinterens største events inden for litteraturen må vel siges at være årets ællingebal. For uindviede skal det hurtigt nævnes, at ællingeballet er en ny, men allerede inden det første bal blev afholdt, vældig hypet event, vistnok opfundet af Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere med det formål at fejre årets forfatterdebutanter – de såkaldte ællinger.
Som debuterende forfatter i det herrens år 2008 blev jeg overmåde glad for også at være blandt dem, der modtog en invitation. Min ankom pr. mail fra Dansk Forfatterforening. Rundt omkring på nettet kunne jeg læse, at nogle modtog deres pr. snailmail, men eventens Facebook-side forsikrede om, at alle invitationer skam var lige gyldige, så jeg drog fuldstændig fro til bal i Literaturhaus iført korrekt dresscode og behørig æresfølelse over at skulle fejres. Velankommen gennem vinterens absolut eneste snestorm, i hvert fald på disse københavnske kanter, måtte jeg hurtigt sande, at ikke alle ænder er lige rappe. I døren måtte jeg nemlig hoste op med entréprisen på 50 kr., endskønt der var gratis adgang for ællinger. Det kunne jo skyldes en lille fejl, de havde nok bare glemt at skrive mig på dørmandens liste, det var i hvert fald, hvad jeg sagde til mig selv, da jeg lettere beklemt over situationen valgte at lade den lille detalje passere og gik ind blandt mine litterære kolleger. Der var ikke mange, jeg kendte, men jeg fandt da et par stykker og faldt i snak, og det var hyggeligt. Der gik dog ikke længe, før jeg opdagede, at alle ællinger havde fået et nydeligt hjerte klistret på festtøjet, således at alle gæster kunne se, hvem det var, der blev fejret på denne aften, og det sikrede også, at barpersonalet kunne se, hvem der ikke skulle betale for drikkevarer. Jeg følte mig efterhånden ret mærkeligt til mode, og da der blev holdt tale for ællingerne, var jeg faktisk temmelig meget i tvivl om, om jeg virkelig hørte med til flokken af de fejrede. Min tvivl blev dog til viden, da en overdådig kage udformet som en bog blev afsløret. På den stod såmænd hver eneste debutants navn sirligt skrevet med chokoladeglasur. Det var et prægtigt skue! Og nej, mit navn stod der ikke … Kagen smagte nu ganske udmærket alligevel, men det kunne nu have været sjovt at spise sit eget navn, jeg tror mit stykke hed Karsten eller noget i den stil. En af mine venner spurgte til mit manglende klisterhjerte, og jeg måtte noget flov fortælle, hvordan det hang sammen, og at jeg ret så kyllingeagtigt havde valgt at lade som ingenting. Det syntes han nu ikke, jeg skulle, så han sprang hen og fik fat i en af arrangørerne, der straks beklagede miseren og tilbød mig, at jeg kunne drikke for entréprisen på 50 kr. i den i forvejen for debutanter frie bar. Jeg afslog høfligt, hvorpå jeg blev tilbudt at få de 50 kr. refunderet. Det afslog jeg også, thi det var ikke lommesmerter, jeg havde, det var egosmerter. Jeg havde jo fejlagtigt troet, at jeg tilhørte dem, der blev fejret. Men hvis det ikke var debuterende forfattere, der blev fejret, hvem var det så? Jo, det lod til at være de debuterende forfattere, der var udkommet på et RIGTIGT forlag, hvor forlaget ville fejre dem og dermed sig selv og velsagtens skabe publicity og  forøge bogsalget i farten. En selvudgiver som jeg, uden et forlag i ryggen, hørte vist ikke til blandt de indviede. Jeg var kun med som menigt medlem af Dansk Forfatterforening. Og det på trods af at min selvudgivne bog faktisk lå til grund for mit medlemskab i forfatterforeningen, og derfor må formodes at have en vis kvalitet. Og på trods af, at jeg faktisk også var med i en RIGTIG bog i det forgangne år.
Da jeg ganske tidligt gik gennem snevejret ned ad Møllegade for at finde min bil og finde hjem, følte jeg godt nok, at ballet havde fået Askepotskoen til at trykke gevaldigt på mine andefødder. Mit ego havde fået endnu et ordentlig gok. Og hvad kan man så lære af en sådan oplevelse? Som svar på det vil jeg citere et af mine litterære forbilleder, George Orwell: ”All animals are equal, but some animals are more equal than others.”