Update
Skrevet af Pia Valentin Lorentzen på maj 16, 2009

Efter et par uger med hele to afslag og deraf følgende sædvanlig måske-burde-jeg-bare-helt-opgive-at-skrive-følelse, har jeg opgivet at opgive at skrive, dersomfordiat jeg ikke kan lade være, når det kommer til stykket. Det ene afslåede manuskript er atter sendt af sted til et forlag, det andet kommer nok også af sted igen før eller senere. Romanen, jeg har skrevet på i 100 år, ligger stille for tiden. Ikke pga. manglende inspiration, men simpelthen pga. manglende tid til den nødvendige fordybelse. Måske finder jeg tiden i løbet af sommeren. Skrivning af digte ligger det temmelig tungt med, faktisk er jeg gået nærmest helt i stå. Det eneste der vil ud på den front er haiku, det er da også fint nok, men længere digte vil bare ikke manifestere sig – jeg tror måske, at min tid som digteskriver er ved at være forbi.
Henriette Elmøe sagde
giv tid
Læg det til side i en tid. Det skal nok komme piblende….du går ikke glip af noget i “digterverdenen” mestendels eksisterer der ikke en sådan.
Henriette Elmøe sagde
Sikke mange der kigger forbi og lægger en kommentar. Det hele står bare med usynlig skrift
Pia Valentin Lorentzen sagde
Hej Henriette
Jaah, men ved du hvad, det er altså ikke så slemt ikke at kunne skrive digte, det er faktisk helt ok. Måske er tiden bare kommet til at komme videre – eller et andet sted hen – er vel det rette ordvalg.
Og den dér digterverden, nej, jeg tror heller ikke den eksisterer, det er sådan et parallelunivers, som kun findes, når man ser på den og ellers slet ikke eksisterer.
Og til din anden kommentar: Ja, og jeg er fukking træt af det! Du er den eneste, der kommer forbi i ny og næ – alle andre har forladt skuden, så nu lukker jeg sgu biksen!
Henriette Elmøe sagde
de forbistrede gratister, opkræv bøder på 750 kr i kontrolafgift
per-olof.dk sagde
Hej Pia – det lyder som en rigtig kedelig udgang. Her er jo ingen som lover nogen noget – vi skriver, fordi det ikke er nok at tænke, og vi stiller det til rådighed. Hvad dag nogen så dabber forbi, er uden for vor kontrol. Hvorfor kom de ikke igår, da jeg sad og ventede? etc. Det ved vi jo ikke noget om. Har vi kun dette behov for at skrive, når nogen reagerer på det? Forleden var en lidt skuffet over, at han ikke var at finde på Google, straks han havde startet en hjemmeside, fordi han fandt mig alle vegne. Herre jeremia – jeg har været her i snart femten år og feed-back da ikke mere end til husbehov. Men det startede da med år – hvor det lå lavt. Tager man selv initiativer til kontakt – så får man kontakt. Måske et par øjeblikke og så er vi allesammen i gang med noget nyt og noget andet. Skriv det, du skal skrive, fordi det er nødvendigt for dig – og mangler du kontakt, så vent ikke på den, men opsøg den.
Tænk det er først for nylig, at jeg opdagede den der rubrik, der meddelte mig, at der var kommentarer, hvor jeg selv havde lagt en kommentar!
Jeg tror jeg on-and off besøger tre-fire bloggere – meget mere kan jeg ikke klare – men så går man til siden nu og da. Cheer up!
Pia Valentin Lorentzen sagde
Hej Per-Olof
Min blog her har hele tiden været tænkt som et oplæg til kontakt og dialog med mine kolleger udi skriveriet. Nu er den kontakt og dialog her ikke mere, og så ser jeg ingen grund til at fortsætte med at skrive her.
De ting jeg bliver nødt til at skrive, fordi jeg ikke kan lade være, dem skriver jeg andre steder, nemlig i min skønlitteratur (ikke så meget i digte mere), og de bliver jo skrevet, hvad enten der nogensinde vil være nogen der læser det eller ej.
Jeg tror, at blogland er ved at blive lagt øde, i hvert fald er meget af aktiviteten flyttet til Facebook, og det kan man da godt kalde en kedelig udgang, men jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det.
Maria B sagde
Hej Pia
Du har fuldstændig ret, det er som, at Facebook har taget alt aktiviteten fra blogland. Jeg har følt og mærket det på samme måde og har også overvejet at lukke min blog. Men nu er den der, og så skriver jeg kun noget derpå, når jeg ikke kan lade være. Ærgerligt, at du lukker din blog, men så vil jeg i stedet følge mere med hos dig på Facebook og andre steder.
Knus
Maria
perolofdk sagde
- tja, jeg kan se, at jeg ikke kan bortdisputere din opfattelse, men jeg er langt fra enig. Mange hilsener per-olof