Smagsprøve fra den dersens roman

I stueetagen boede isenkræmmerens datter og svigersøn. De var et besynderligt par, som jeg havde lagt mærke til allerede, da jeg var barn. De havde været sammen i mange år, selv om de i virkeligheden kun var omkring ti år ældre end mig. Og så hed de Hans og Grethe, hvilket var nok til at baghuset havde fået et rigtigt fint skilt på facaden, hvorpå der stod ”Pandekagehuset”. Det var isenkræmmeren, der havde hængt det op. Kontrasten mellem det grimme hus og det fine skilt var nærmest grotesk.
Grethe arbejdede i forretningen og var egentlig meget flink. Hun var lille og spinkel, havde mørke, næsten sorte øjne og sort kortklippet hår. Hun var meget bleg, hendes arme var tynde, og hendes fingre var små og krogede. Jeg havde ofte tænkt på, hvordan hun kunne arbejde i en isenkramforretning med de fingre, for de så ikke ud til at kunne holde til at flå ret meget emballage op eller skrue ret mange grille sammen.
Hans var et ordentligt brød. Han var smed og arbejde i et stort firma i den nærmeste provinsby. Han var sådan set flink nok, men alene hans størrelse gjorde ham ret skræmmende, og på en eller anden måde følte jeg mig meget bevidst om min størrelse og mit køn, når han var i nærheden. Det var ikke rigtigt ubehageligt, men heller ikke helt rart.
De havde en stor schæferhund, som hed Bølle. Af en eller anden årsag kom jeg altid til at tænke på Bornholm, når jeg så den, det var nok noget med Krølle Bølle. De havde altid haft den, ligeså længe jeg kunne huske i hvert fald. På et tidspunkt gik det op for mig, at det drejede sig om flere på hinanden følgende hunde, der lignede hinanden til forveksling og som alle sammen hed Bølle. Således var den nuværende Bølle ikke den samme Bølle, der år forinden havde jagtet mig hele vejen ned ad hovedgaden, bidt mig i buksebenet og forårsaget cykelstyrt og blødende knæ, samt en indgroet skræk for hunde. Den nuværende Bølle var noget fredeligere anlagt. Den havde luntet rundt i hælene på mig under indflytningen og var kun modvilligt gået med til at blive lukket inde i haven bag baghuset, da dens insisteren på at blive klappet konstant blev for anstrengende.

 

 

Den dersens roman …

… har jeg været i gang med at skrive i flere år – hvor længe husker jeg ikke, men det er vel omkring 2-2½ år. Det går langsomt, af og til af manglende inspiration, men mest af manglende tid. Indimellem tager pokker ved historien og så går det over stok og sten og andre gange bliver det kun til et par linier ad gangen. Den har (af indlysende årsager) ligget stille på harddisken (er det ikke sådan man siger, når man nu ikke bruger håndskrevne manuskripter og skrivebordsskuffe?) i godt og vel 3/4 kvart år, men nu er jeg så småt gået i gang med den igen. Både inspirationen og lysten til at skrive er der, og tiden tages indimellem, som jeg nu kan få det til at passe med spædbarnslure osv. Nu har jeg så opdaget, at romanens arbejdstitel generer mig. Den er bare ikke spændende nok til at blive bogens rigtige titel. Bevares, der er laaang vej igen, jeg har skrevet mellem 1/4-1/3 af bogen, så der er da tid nok til at finde på en god titel, men som det er nu, er der bare ikke nogen iøjnefaldende titel. Og jeg kan altså mægtig godt lide at have en navnemærkat at sticke på min skriverier! Det skulle nødig ende med, at den hedder “Den dersens roman”.