16. dec. 2007

I dag er det tre år siden, min far døde. Han døde 80 år gammel, officielt af blærekræft, men jeg tror, han døde, fordi han var ulykkelig. Han kunne ikke klare sig hjemme mere, og jeg satte himmel og jord i bevægelse for at få ham på plejehjem. Det lykkedes, men jeg var ikke i stand til at få flyttet ret mange af hans ting med. Han sagde ikke så meget, men jeg ved, at han var meget ked af det, og jeg tror, at det var det, der fik ham til at give op. Han nåede kun at bo på plejehjemmet i to uger. Han døde alene i sin seng, og jeg fik ikke sagt farvel, selv om plejepersonalet havde fortalt, hvor det bar hen. Min kroniske sygdom var slem på det tidspunkt, og jeg var samtidig temmelig syg af brystbetændelse, og jeg kunne ikke overskue at skulle tage ind til byen for at leje en bil og køre 90 km hen til plejehjemmet med nyfødt baby (jeg ammede). Det lyder rigtigt forfærdeligt, og det er det. Jeg vidste godt, at jeg ville fortryde det resten af mit liv, og det gør jeg. Jeg kan ikke engang huske, den sidste gang jeg talte i telefon med ham. Efter et langt liv, der mest havde handlet om at hjælpe andre, var det ikke den slutning, min far havde fortjent. I dag ville jeg gerne have været på kirkegården, men de sædvanlige helbreds- og transportproblemer gør det umuligt. Så jeg må nøjes med at savne ham, og så vil jeg ellers prøve at være glad, for det ville min far ønske.

Tattoo

Så er min tatovering helt færdig. Jeg har tegnet den selv, skyggevirkningerne er foreslået af tatovøren, og konturen er just tilføjet. Den er blevet superflot!!!

Tatovøren hedder Colin Dale, og ham kan du læse mere om på hjemmesiden SKIN & BONE eller på myspace.

Dagen i dag …

I dag er det 1 år siden min far døde. Jeg synes, det er svært at vænne sig til at være forældreløs.

Og så blev Danmark ramt af jordskælv. Jeg lå i min seng og var ved at vågne, da både seng og hus rystede. Umiddelbart tænkte jeg, at det måtte være sådan et jordskælv føltes – men det kunne det jo ikke være, for så kraftige jordskælv er der ikke i Danmark. Så overvejede jeg, om en tank eller andet tungt maskinel kunne være kørt forbi på vejen, men det syntes jeg nu heller ikke var særlig sandsynligt, eftersom vejen er blind og ender i en mose. Senere hørte jeg så i Nyhederne, at det rent faktisk var et jordskælv. Der var nu ikke noget, der væltede eller faldt ned her i huset, men jordskælvet vækkede husets teenager, og det er i sig selv noget af en præstation.

Hist hvor vejen slår en bugt …

Det her er et meget pænt hus:

Jeg kan bare bedre lide det her, der lå på samme sted tidligere:

- og som i øvrigt var mit barndomshjem.

Højt til hest

Jeg gik til ridning i et års tid, da jeg var barn, og igen som ganske ung i ½ års tid. Jeg var, som så mange andre piger dengang, bidt af en gal hest, eller snarere naboens stolte gangere, der kærligt puffede til mig, når jeg gav dem rugbrød hen over stakittet. Det var jo ikke længe, jeg gik til ridning, dels havde jeg svært ved at begå mig blandt rideskolens hestepiger med deres smarte ridedress og overlegne holdning til mindre erfarne ryttere, og dels havde jeg en ondsindet rideskolelærer, der så en ære i at sætte mig op på de mest afsindige og rytterhadende kræ, der gang på gang forsøgte at kaste mig hen, hvor peberet gror med stor hovedrysten over mine manglende evner fra resten af rideholdet inkl. daværende kæreste og kærestetyv wannabe til følge. Jeg gav op og stoppede med at ride, og jeg har ikke siddet på en hest de sidste 26 år. I sommerferien vovede jeg mig dog op på en meget fredelig én af slagsen (den var faktisk så fredelig, at jeg ikke kunne få den op i trav, trods ihærdige forsøg), og det gik, som det ses nedenunder, ganske godt, trods svimmelhed.

In your face …

Jeg har omsider fået taget mig sammen til at facebooke … Så kom og vær min ven! 

En vidunderlig lille dreng

Verdens dejligste baby kom til verden for 1 måned siden.

Ventetid er lang tid …

… og den synes at gå langsommere og langsommere …

Jo, det ER rigtigt nok

For dem, der ikke har mødt mig ude i den virkelige verden de sidste par måneder, så kommer her billedet, der bekræfter, at det ER rigtigt nok:

Jeg er i 31. uge, og der er ca. 8 uger igen.

Ugens griner

MÅ være Alanis Morissettes udgave af My Humps med Black Eyed Peas.

Mage til umusikalsk crap som My Humps skal man lede længe efter (med mindre man leder i Black Eyed Peas diskografi, for dér gælder samme benævnelse for 99,9% af materialet), men i Alanis’ version er den grinagtigt forvandlet fra selvhøjtideligt dulle-pis til sand ironisering over kvindekønnets mangel på selvrespekt.

Tjek Alanis’ version

Tjek originalen (for hvem der skulle være så heldige aldrig at have stiftet bekendtskab med den før).