Det er min fødselsdag i dag! Og jeg er endda ikke ramt af min ellers sædvanligvis hvert tiår tilbagevendende nedtur over at blive ældre. Da jeg fyldte 20 år, blev jeg helt deprimeret over, at jeg ikke var teenager mere, og da jeg fyldte 30 år, blev jeg endnu mere deprimeret over, at jeg ikke længere kunne kalde mig ”ung”, så jeg havde egentlig ventet en rigtig grim nedtur nu, hvor jeg fylder 40 år, men den er helt udeblevet. En stor del af æren for det kan ganske givet tillægges, at jeg ikke er ”fyrre, fed og færdig”, men ”fyrre, forelsket og frugtsommelig”. Men måske ligger der mere i det. Jeg håber i hvert fald, at jeg er kommet overens med naturens gang, selv om jeg selvfølgelig ikke kan udelukke eventuelle fremtidige nedture over alderdommens indtræden.
Apropos alderdommens indtræden skrev jeg for et par år siden (da jeg fandt mit første grå hår) nedenstående tekst, som jeg selv synes, er en ret sjov ironisering over alle de tanker, man kan få, når naturens gang går op for en kvinde i sin bedste alder.
Gråsprængning
Hvad gør man, når man lige har opdaget sit første grå hår, der oveni købet er 60 cm langt og følgeligt må have været til stede meget længe uden, at man har set det?
Skal man, godt inspireret af diverse tv-reklamer, gå til optiker og få vurderet sine øjnes duelighed?
Eller skal man for en sikkerheds skyld lige tjekke med sine forældre om årstallet på dåbsattesten er helt rigtigt? Eller skal man hellere tjekke sit teenagebarns dåbsattest?
Måske skulle man skifte spejlet på badeværelset ud, for i princippet kunne det vel godt være ridset og dermed give et forvrænget billede af virkeligheden?
Eller måske er det pæren i lampen, der skal skiftes, for man kan ikke vide, om lyset er helt forkert, og enhver ved jo, at lys består af farver, og farver består af lys, og måske er håret slet ikke gråt, måske er det bare lysets bølgelængde, der gør, at det ser gråt ud, og hårets tykke og stive fremtoning kan måske tillægges lyskildens vinkel kontra refleksion af førnævnte ridser?
Eller skal man hellere gå til psykolog og få vurderet sin evne til selverkendelse?
Når erkendelsen af gråhårstilstedeværelsen foreligger, hvad gør man så?
Går man i mentalt koma og lægger sig til sengs, som en anden Maud, deprimeret og degraderet til uattråværdig, utroværdig ca. sidst i 30’erne-agtigt afdanket kvinde uden q?
Eller river man hvert enkelte grå hår ud? Eller begynder man at farve håret med alskens giftige kemikalier, der om føje år vil få al håret til at falde helt af – men det er man p.t. ligeglad med, på samme måde som man er ligeglad med, at skrigende magnoliarød ikke ser naturligt smukt ud til ca. sidst i 30’erne-agtigt antirynkecremebehandlet alligevel harvefuret-udseende blegfed begyndende hormonforstyrret hud?
Eller sætter man sig til at strikke fodformede uldne sutsko til hele familien inkl. fremtidigt kommende børnebørn?
Eller køber man en gyngestol på det lokale loppede antikmarked, som man i øvrigt næsten ikke tør besøge af frygt for at få klistret et ”nedsat”-skilt i panden og blive placeret i førnævnte selvindkøbte gyngestol med et hæklet sjal om skuldrene lige ved siden af stablen af blå porcelænsplatter, kassen med Keld og Hilda LP’er og ikke mindst stativet med næsten ubrugte engangslightere?
Eller begynder man at overveje at betale til efterlønsordningen, at melde sig ind i Ældresagen og Sygeforsikringen Danmark samt at få en fast PBS-aftale med et dertil indrettet nyerhvervet pensionsselskab?
Eller erkender man omsider … at man er blevet … voksen?
