Drømme

I nat tog jeg tilbage til mit barndomshjem ude på landet. Jeg sov på gårdspladsen foran huset. Småstenene var kolde og hårde mod min ryg, men tæppet over mig var varmt og blødt. Jeg vågnede først, da en bil kørte forbi på vejen ved siden af huset. Solen var for længst stået op, og gråspurvene kvidrede under tagskægget. Jeg lagde mig på ryggen og kiggede op på bliktaget og den blå himmel. Jeg kunne pludselig ikke huske tagets farve. Der gik lidt tid, før jeg kom i tanke om, at det var rødt. Rustrødt. Jeg rejste mig op og gik hen til hoveddøren, åbnede den og gik gennem vindfanget og ind i huset. Rummene var tomme og væggene nøgne. Min far stod i køkkenet. “Jeg er ved at rydde op”, sagde han. Jeg så på ham og kom i tanke om en drøm, jeg havde haft, mens jeg sov på gårdspladsen. Jeg havde drømt, at min mor og far boede i huset, hvor alt syntes at være, som da jeg var barn. Jeg forstod ikke, hvordan min mor kunne bo i huset, når nu hun var død, og hendes urne stod i et mørkt hul oppe på kirkegården. Jeg var vred på hende, fordi hun var død, men lettet over at se hende i vores hus igen.
Min far så på mig og sagde: “Jeg tror, jeg er færdig med at rydde op nu”. Så gik vi ud og satte os på gårdspladsen i nogle gamle klapstole med kulørt nylonstof. Vi spiste et par rugbrødsmadder, som min far havde haft med i en blå køletaske, og imens småsnakkede vi og kiggede ud over marken på den anden side af vejen. Så vågnede jeg. Det var stadig nat, og jeg var tilbage i byen.

Forsømt efterår

Måske er det, fordi solen skinner. Septemberlyset falder ind ad de brede vinduer og når helt ind bag i rummet, hvor jeg sidder og misser med øjnene. Der er noget ved septembers lys, den måde solen står over horisonten, antydningen af dis i luften, køligheden.
Det er bare ikke en dag, hvor tålmodigheden er ret stor inde i det flade, lavloftede rum, hvor jeg sidder og forsøger at høre efter, hvad kvinden i den anden ende af lokalet siger. Jeg kan umuligt have noget imod dette engagerede væsen, der optændt af iver fortæller og forklarer, så hendes kinder blusser. Jeg kan heller ikke have noget imod denne flok af mennesker, der sidder med åbne øjne og ører og lytter intenst på kvinden, nogle af dem dirrende af iver for selv at få ordet. Jeg kender ikke kvinden og heller ikke flokken af tilhørere. Alligevel irriterer de mig grænseløst. Måske er det lyset. De ser groteske ud, måske endda komiske. Kvinden vipper konstant op på tæerne, så hele kroppen letter i små hop, mens hun vifter med armene. Hendes ansigtsudtryk skifter i ét virvar, og hun taler og taler, og jeg er ikke i tvivl om, at det hun siger, er både rigtigt og vigtigt. Jeg kan blot ikke høre det for den insisterende kedsomhed, der synes at pakke min opmærksomhed ind i en tung dyne. Jeg begynder at tænke på min studietid for mange år siden, dengang jeg læste Det forsømte forår og følte mig som én af dem, hvis forår blev forsømt. Måske er dette mit forsømte efterår. Mens jeg sidder her og kæmper mod irritation og kedsomhed, forsvinder timerne for næsen af mig. Det burde ikke komme bag på mig, det har de jo gjort, siden jeg blev født. Måske er jeg blevet for gammel til at optage ny viden, men de fleste andre tilstedeværende er 20 år ældre end mig, og de er ikke for gamle til noget som helst. De uddanner sig, de rejser, de dyrker sport, de går i teatret og på udstillinger, de engagerer sig i deres lokalmiljøer og i velgørenhedsorganisationer, de går til akvarel og vinsmagning. De sidder på nåle, stolene vipper, hænderne vifter, hele tiden har de noget, de vil sige. Jeg siger ingenting – hvis man ikke kan sige noget pænt, skal man tie stille, det har jeg lært hjemmefra.

Ét digt om dagen i ét år – 23. aug. 2011

23. aug. 2011

Det er én af den slags ting, som man gør, fordi man ved, at man bør gøre det. En ting man skal tage sig sammen til, fordi det er socialt, og det ikke er det, man er bedst til at være. Men det vil være godt for én at komme ud, lære nogle nye mennesker at kende, få nogle inputs, så man gør det. Og man er glad, når man tager af sted, og lidt nervøs, men alligevel overbevist om, at det nok skal gå. Og det gør det – med krummede træer og spidsede ører, og man rømmer sig, før man siger noget, og man forsøger at falde naturligt ind i samtalerne, og man forsøger at høre til, ligeså vel som alle andre, og man krymper sig og bider tænderne sammen, når man indser, at det ikke er muligt, for de andre er langt mere begavede, velformulerede og ikke mindst succesfulde, og man lister langs panelerne, og smiler hele tiden, for smilet er det eneste værn, man har, den eneste camouflage. Man går tidligt hjem, men forsøger alligevel at overbevise sig selv om, at det gik godt, at man ikke faldt igennem, at man ikke sagde noget dumt, at man hørte til, ligeså vel som alle andre. Men det gjorde man ikke, og det ved man godt.

Ét digt om dagen i ét år – 8. aug. 2011

8. aug. 2011

Der findes forskellige grader af ensomhed. Det ved jeg ikke noget om, mens jeg kravler rundt i mit klatretræ, et ahorntræ ved gavlen af mit barndomshjem. Her er jeg sammen med de kurrende duer på el-ledningen, den fløjtende solsort i hvidtjørnen, allikerne i skorstenen og gråspurvene under hustaget. Bag havelågen står min sorte cockerspaniel og kigger på mig.
Der findes forskellige grader af isolation. Det ved jeg ikke noget om, mens jeg går kilometer efter kilometer, og barndommen forsvinder bag mig, som en gammel gulnet film med knasende lydspor. Der er kun få huse på vejen, og dem der er, har blændede vinduer. Der er ingen fugle i haverne og ingen hunde bag lågerne.
Der findes forskellige grader af distance. Det ved jeg ikke noget om, mens jeg bevæger mig gennem livet, altid i passende afstand.

Ét digt om dagen i ét år – 7. aug. 2011

7. aug. 2011

Fingrene sitrer smertefuldt, og jeg hiver lammeskindslufferne af og gnider hænderne mod hinanden. Jeg tramper på islaget under mine fødder for at få liv i tæerne og børster sneen af knæ og albuer. Så trækker jeg cyklen op af den snedrive, den netop er landet i efter at have kørt sidelæns på den glatte vej. Jeg har endnu 800 meter hjem, men nu kan jeg i det mindste skimte mit hus på den anden side af marken. Vinden er hård og snefnuggene stikker i ansigtshuden som små nåle. Jeg ved godt, jeg skal følge vejen helt ned gennem svinget, forbi gården og op over bakken. Jeg vil hellere gå over marken, hvor sneen flere steder er blæst næsten helt væk. Den ligger nu i stedet hen over den isglatte vej i store driver. Jeg trækker cyklen hen til et hegn og stiller den op af en busk i behørig afstand fra vejen, så den ikke bliver begravet, når sneploven kommer forbi. Jeg tager min skoletaske i hånden og begynder at gå ind over marken i retning mod mit hus. Snestormen tager til, og snart er mit hjem forsvundet ud af syne, og pløjemarken, der før blottede den frosne jord flere steder, synes at være blevet levende, som et bølgende hvidt tæppe.  Jeg går op mod vinden, men pludselige kastevinde får mig til at miste orienteringen. Med ét falder jeg over en frossen græsknold, og lander lige så lang jeg er i en snedrive. Jeg sætter mig langsomt op og ser mig omkring. Jeg må være gået væk fra pløjemarken og ind på engen, hvor græsset fanger sneen.  Da jeg kommer på benene, ser jeg en stor cirkel, hvor sneen er smeltet bort, lige foran mig. Der er kun resterne af afsvedet græs at se på jorden. Jeg samler min skoletaske op og følger gærdet langs engen hjem. Næste sommer gror der intet i cirklen, og hestene går udenom.

Ét digt om dagen i ét år – 6. aug. 2011

6. aug. 2011

Jeg står på gaden og venter på en bus. En ældre mand, krumrygget og med stok, kommer hen imod mig. Han standser først, da han er alt for tæt på. Han kigger på mig og misser med øjnene, der pludselig lyser op.
- Du ligner min kone på en prik, sådan som hun så ud, dengang hun var ung, – siger han med en uventet ungdommelig stemme.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, så jeg nøjes med at smile venligt og kigge afværgende ned ad gaden, hvor bussen kommer kørende.
- Måske er du i familie med hende? – Spørger han.
- Det tror jeg ikke … Jeg har ikke så meget familie, – svarer jeg, en anelse ubehageligt til mode.
- Hun havde heller ikke meget familie, – siger han.
Han begynder at rode i sine lommer og finder med besvær sin pung frem. Hans hænder ryster, da han åbner den og tager et gammelt foto frem, som han rækker mig. Jeg kigger på det.
- Det her er et foto af mig, det blev taget sidste år, – siger jeg.

Ét digt om dagen i ét år – 5. aug. 2011

5. aug. 2011

Jeg løber gennem græsset. Solen skinner varmt, og engen damper stadig dug. Hestene drikker af vandhullet oppe ved skovkanten, de rejser hovederne, da de hører mig. De traver mig i møde. Min mor har givet mig rugbrød med i en pose, det ved de godt, for sådan er det hver dag. Jeg er 6 år, og endnu har livets barske realiteter ikke påtvunget mig deres selskab. Hestene puffer til mine skuldre med deres muler, det går ikke hurtigt nok med brødposen. Jeg når dem dårligt nok til bringen, og de kunne vælte mig omkuld så let som ingenting, men de gør det ikke. Da jeg var mindre, holdt de vagt over min barnevogn, når jeg sov til middag under hvidtjørnen i haven. Så stod de på den anden side af hegnet og kiggede ned i vognen og puffede lidt til den indimellem, som de nu puffer til min skulder. Om et par år bliver de flyttet til en anden eng, og jeg cykler forbi dem, hver dag når jeg skal til og fra skole. Nogen gange kommer de hen til vejen for at se, om jeg har brød med, nogen gange standser jeg.

Ét digt om dagen i ét år – 4. aug. 2011

4. aug. 2011

Den sommer forsvandt dagene en efter en i tågerne. Inden dagen var omme, havde jeg glemt, hvordan den startede. Selv nætterne forsvandt i disen og ikke en morgen kom, uden at natten var hvisket bort fra hukommelsen. En sådan nat gik jeg rundt på engen uden for mit hus. Duften af vilde blomster hang i luften og den eneste lyd, der var at høre, var det høje græs, der strøg mod mine ben. Det var umuligt at sige, om det svage lys på himlen stammede fra solnedgangen eller solopgangen. Hen mod skoven flød engen i ét med træer og buskes mørke skygger. Pludselig så jeg en lille lysende kugle komme ud af skyggerne. Den svævede lavt hen over engen og hævede og sænkede sig i takt med højden på buske og græs. Jeg stod stille og betragtede den længe, indtil den ændrede retning og kom hen imod mig. Jeg satte mig forskrækket ned i det høje græs og holdt vejret, mens den langsomt kom nærmere. En meter fra mit ansigt standsede den brat og blev hængende i luften, i hvad der syntes at vare en evighed. Derefter fortsatte den i en bue udenom mig og videre hen over engen til den forsvandt over et gærde. Alt dette har jeg glemt, som resten af den sommer.

Ét digt om dagen i ét år – 3. aug. 2011

3. aug. 2011

En gammel kvinde kom til mig i drømme. Hendes ryg var krum og skridtene usikre, håret var gråsprængt og hendes øjne blå. Udtrykket i hendes ansigt var venligt, men sørgmodigt. Hun virkede bekendt. Hun tog mig i hånden, og vi satte os på en bænk i min barndoms have. Solen stod lavt over gærdet ved skoven, og solsorten sang fra toppen af det gamle træ på engen.
- Det er længe siden, du har set denne aften, – sagde hun. – Dette sted er for længst borte. –
Jeg nikkede og kneb øjnene sammen i forsøget på at huske enhver detalje fra dette sted.
- Jeg vil ikke væk herfra, – sagde jeg. – Jeg vil standse tiden og blive her, på dette sted i dette nu, hvor intet kan røre mig. –
Den gamle kvinde gav min hånd et klem og sagde:
- Må dette blive den sidste dag, hvor du svækkes
må dette blive den sidste dag, hvor du ængstes
må dette blive den sidste dag, hvor du smertes
må dette blive den sidste dag, hvor du længes
må dette blive den sidste dag … -

Fra skrivebordsskuffen #1

Maj 1998

Han smækkede døren foran hende. Et glimt ud gennem dørens små glasruder, viste verden i matteret forvrængning, mens rummet lukkede sig omkring hende. Alt i hendes krop protesterede mod denne krog mellem dør og mur, som hun nu var trængt op i uden mulighed for flugt. Som et udslag af frygt eller trods vendte hun sig mod ham og mødte de gråblå øjne, hvis had forplantede sig til resten af ansigtet, og fik det til at se underligt grotesk ud. Synet sank som en tung sten i maven, og kvalmen steg op i halsen, som snørede sig sammen og kvalte ethvert argument, hun kunne have brugt som forsvar. Han pressede sit ansigt mod hendes, mens han klemte til.

Smerten skar huller i hendes bevidsthed.

Da hun igen åbnede øjnene, lå hun på gulvet med hovedet op ad væggen. I et kort sekund opfangede hun bevægelsen af to knyttede hænder med retning mod hendes øjne, derefter fyldtes udsynet af rødt og sort. Hendes ansigt blev forandret i brændende jag, hvis ekko satte aftryk af væggens mursten i hendes baghoved. Skrigene druknede i en smag af blod, salt og slim.

Han vendte sig bort fra hende i afsky.

Instinkt gav hende kræfter til at mave sig ud af krogen og kravle hen over gulvet i et formålsløst flugtforsøg. To skridt, og han havde indhentet hende. Han hev hende halvt op fra gulvet, for derefter med al kraft at smide hende ned igen. Han bøjede sig over hende og pressede hænderne mod hendes næse og mund med hele sin vægt. Hun kæmpede panisk for at komme fri, men var fastlåst under hans hænder. Trykket knasede i kraniet. Tyngden spændte smerten til det yderste i ører og øjne. De hårde gulvbrædder sendte smertejag ind i rygraden. Det stak i brystkassen, hvor hendes lunger krympede sig i et sidste desperat forsøg på at absorbere den ilt, der ikke længere var til stede.

Hun mærkede kulden i sin krop, før natten krøllede sig sammen og efterlod hende følelsesløs.

***

Hun stirrede på telefonens trykknapper. Telefonrøret lå tungt i hendes hånd. Hele formiddagen havde hun forsøgt at trykke nummeret ind, men modet svigtede hende hver gang. De sidste fire dage havde hun krampagtigt holdt fast i håbet om, at dette telefonopkald ikke blev nødvendigt, men der var ingen vej udenom. Hun bed sig i læben. Hendes søn kaldte på hende inde fra sit værelse. Hun lagde røret tilbage på telefonen og gik ind til ham, men hun vidste, det var en stakket frist. Hun blev nødt til at ringe.

Hun havde svigtet sin mor ofte de sidste mange år. Hendes mor havde såmænd også svigtet hende, men hun ville nu meget gerne have været der for sin mor på denne dag. Sidste sommer havde de siddet i forældrenes have og drukket kaffe. Solen havde skinnet og bierne havde summet i blomsterbedene. Så havde hendes far fortalt, at hendes mor kun havde tre måneder tilbage at leve i. Det var den besked lægen havde givet dem. Det var ni måneder siden. Efteråret og vinteren var kommet og gået, og nu var det forår og hendes mors fødselsdag. Formentligt den sidste. 66 år.

Hun gik tilbage til telefonen og løftede røret igen. Trykkede nummeret. Det var hendes far, der tog telefonen. Hans glade stemme døde hen. Selv om han forsøgte at skjule det, var det tydeligt, at han blev ked af det. Hvordan kunne han også andet? Både ham og hans kone havde glædet sig til dette sjældne besøg af deres datter og barnebarn og svigersøn. Maden var købt og halvvejs tilberedt. Wienerbrødet var hentet hos bageren, og lagkagen lagt sammen, der manglede bare at blive pisket flødeskum. Han skævede ind i soveværelset, hvor hans kone lå i en hospitalsseng udlånt af kommunen. Hun havde lukkede øjne. Hun var faldet i søvn. Den gennemsigtige lysegrønne slange, der forsynede hende med ilt var faldet ud af næsen og lå nu på hendes overlæbe. Plasteret, der normalt holdt den på plads, havde løsnet sig og afslørede, hvordan slangen gnavede i hendes hud. Han lagde røret fra sig og skyndte sig ind i soveværelset, hvor han forsigtigt satte slangen på plads i hendes næse igen. Hun åbnede øjnene og kiggede forvirret på ham. Han aede hende på kinden. ”De kommer ikke ”, sagde han.

”Mor, hvorfor sagde du til morfar, at jeg er syg?” Hendes søn stod nu ved siden af og kiggede op på hende med rynket pande. Det duttede fra telefonrøret, som hun stadig havde i hånden. Hun lagde det på plads og satte sig ned på gulvet ved siden af ham. Han så eftertænksomt på hendes ansigt. ”Er det fordi, du faldt og slog dig igen? Er det derfor, mor?”

Hun nikkede.

Ét digt om dagen i ét år – 13. april 2011

Dagens digt er en kortprosatekst – Tågesolen

Det er tidlig morgen, og tågen ligger tungt over markerne. Jeg kan dårligt se en hånd for mig, mens jeg cykler ned mod skolebussens stoppested. Solen er stået op og tågen skær i øjnene på grund af det skarpe genskin. Solen hænger lavt over vejen bag mig. Jeg har en underlig fornemmelse i ryggen. Solen er alt for tæt på. Den ser på mig gennem tågen. Jeg overvejer at stå af cyklen og slukke min røde baglygte, men jeg tør ikke. I stedet sætter jeg farten op. Vejen drejer og solen følger efter. Der er helt stille. Den eneste lyd er cyklens dæk mod asfalten og mit åndedræt, jeg er forpustet. Jeg sætter farten ned og står af cyklen alligevel. Jeg slukker baglygten og kigger direkte på solen. Den hænger lavt over marken, lige ved siden af vejen. Den ser på mig. Jeg kan ikke lide det.

Ét digt om dagen i ét år – 11. marts 2011

11. marts 2011
Morgenmareridt (kortprosa)

Jeg havde en mærkelig drøm i morges, lige inden jeg vågnede. Jeg drømte, jeg sad under nogle træer ved siden af en sø. Det stormede og regnede, og tunge dråber faldt fra træernes blade ned i søen, hvor bølgerne blev større og større. Der var ænder langs bredden. Jeg fandt noget brød i min taske, som jeg ville give dem, men pludselig var de borte. Så trak vandet i søen sig væk fra bredden og forsvandt hurtigt ud af syne. Fisk lå og gispede efter vejret på søbunden. Jeg ville gå ud og samle dem op og kaste dem hen i en lille pyt, der var tilbage, men den sivede ned i bunden, inden jeg nåede at tænke tanken til ende. Massevis af edderkopper begyndte at løbe hen over jorden ved mine fødder, som om de flygtede fra noget. Edderkopperne blev større og større og flere og flere. Jeg var bange for, de skulle kravle op ad mine ben, men de fortsatte bare, alle i samme retning, tusindvis fra øst mod vest. Så kiggede jeg mod øst og så søen komme tilbage, den rejste sig i en kæmpe bølge. Jeg så mig omkring, men der var ingen steder at søge tilflugt. Så vågnede jeg. Efter at have sundet mig lidt, stod jeg op, lavede morgenkaffe og tændte for tv’et.

29. september 2000.

Efterårsdag. En af de smukkeste nogensinde. Solen skinner, himlen er blå. Træernes blade er blændende gule med rødt og brunt i smuk forening. Øjet frydes og trækkes mod farvernes intensitet. Usædvanligt for årstiden er der ingen vind. Luften er helt stille og dufter, som den kun gør den første efterårsdag. Min far har ringet flere gange i løbet af ugen og spurgt, om jeg ikke kunne komme. Nu har han ringet til mig på arbejdet, og jeg har bedt om at få fri. Jeg kører gennem byen. Det er fredag formiddag og trafikken er tæt. I bilkøerne tænker jeg på, hvor alvorligt det er. Gennem forstæderne mærker jeg mellemrummene, først mellem husene, så mellem menneskene og til allersidst mine mellemrum. Endelig ude af byen kører jeg gennem landskabet. Motorvejen danner skærende kontrast til den omgivende natur, der kalder på mig, som forsøgte den at kalde mig hjem til sig. Vokset op langt fra den nærmeste by, flyder årstiderne i mit blod. Engene og skoven er en del af mig. Min skov… hvor er det længe siden, jeg har været dér. Havde jeg tid til det, ville jeg køre omvejen forbi mine forældres hus. Gå ned ad skovvejen og igen mærke granernes tunge duft og indånde efteråret og erindringen om min barndom i dybe drag. Jeg ville sidde på stenen ved skovsøen, hvor jeg har siddet mange solskinsdage og tænkt over livet, mens jeg lyttede til fuglene i bøgetræerne og mærkede, hvordan skoven optog mig i sin hemmelige indforståethed. Hvor ville jeg gerne se dette sted igen denne dag, men i dag er der kun én vej. Motorvejen fanges ind af provinsbyen, der ligger ved havnen. Den havn rummer minder om isvafler og færgefart og skuen ud over bølgerne. Jeg kører op foran det gule hus. Det er stort med mange etager. Jeg bryder mig ikke om dette sted. Min barndomsskov måtte afgive alt for meget tid til dette hus. Jeg kender det indefra. Kender de lange buede gange, ved, hvor jeg skal hen. Er sikker på at linoleumsgulvet har aftryk sat af mine sko i voksende størrelser. Men det er lang tid siden, jeg har været her sidst. Da jeg kommer ind i det hvide rum, ser jeg min mor, og i dét sekund ved jeg, at jeg er kommet for sent. Det slår mig, som et hårdt slag mod ansigtet. Må mobilisere alle mine kræfter for at tvinge tårerne i øjnene væk og smile til min far, der lyser op, da han ser mig. Vi småsnakker lidt. Jeg har lige haft fødselsdag, og han giver mig min fødselsdagsgave, som han har taget med hjemmefra. De sidste dage har tæret på ham, han er træt, men kæmper videre, vil ikke opgive håbet. Udenfor det store vindue er himlen stadig lige blå og solen blinker i de stærkt farvede blade. Hvor ville jeg ønske, hun kunne se denne dag. Jeg sætter mig ved siden af sengen og holder hendes hånd. Den er kold og kraftløs. Hendes åndedræt er hurtigt og stødvist. Hendes øjne er lukkede og hendes ansigt blegt og forpint. Min far tager af sted, han skal hjem og lufte hundene, der er blevet forsømt de sidste dage. Imens sidder jeg og holder hendes hånd. Hendes hud skifter langsomt fra bleg til blå. Sygeplejersken kommer ind og spørger, om min far snart kommer tilbage. Der er 25 km hver vej. Jeg føler mig meget alene. Sygeplejersken har forladt mig igen, og min far er ½ times kørsel herfra. Jeg ville ønske, at der var nogen. Næppe har jeg tænkt det, før jeg mærker en beroligende hånd på min skulder. Jeg ved ikke, hvis hånd det er, det eneste jeg ved, er, at den bliver liggende på min skulder, indtil min far vender tilbage. Han er dårligt kommet ind ad døren, før jeg får et angstanfald. Jeg begynder at ryste, jeg fryser og sveder på samme tid, får kvælningsfornemmelser og kvalme. Velvidende at jeg ikke kan skjule det, forlader jeg det hvide rum med påskud om at skulle have en smule frisk luft og købe lidt mad inden cafeteriet lukker. Klokken er lidt over 6, og solen står lavt på himlen bag det gule hus. Ude i efterårsluften får jeg kontrol over min krop igen og får endda købt en sandwich på vejen tilbage. Oppe på den lange gang standser en sygeplejerske mig. Hun siger, at jeg skal skynde dig ned til min far. Jeg sætter farten op. Nede ad gangen kan jeg se min far komme ud af det hvide rum. Min far har altid været en høj, flot mand. Nu er han sunket sammen. Hans krop er faldet ind i sig selv, hans ben kan næsten ikke bære ham. I hans ansigt er malet tabet af kvinden, der var hans liv i 50 år. Synet af ham brænder sig ind i min nethinde. Jeg ved, at døden kom nådigt til min mor. Hun havde holdt fast længe. Nu kunne hun ikke mere, ønskede kun at give slip. Jeg fik ikke sagt farvel.

Midsommer

Hvert år ved denne tid bliver jeg ramt af en sørgmodig sødme ved mindet om min barndoms midsomre.
Når Sankt Hans meldte sin ankomst, var ferien lige startet, og sommeren lå foran mig, lang og vidunderlig, fuld af håb og drømme. Midt i juni kom kommunens slåmaskiner helt ud på min barndomsvej langt ude på landet. Græsset blev slået, og høet lå tilbage i grøfterne og tørrede i solen. I dagene op til Sankt Hans aften gik jeg sammen med min barndomsveninde ned ad vejen og samlede dejligt duftende hø op i en lille trillevogn. Frem og tilbage gik vi, indtil vi havde nok. Så blev heksen lavet. Min far hjalp til. Vi fandt en gammel kjole frem af kisten med udklædningstøj, og proppede al det hø ind i den, som vi overhovedet kunne. Der hvor høet stak ud af kraven, satte vi en fastelavnsmaske, det var altid et værre mas at få den til at blive siddende. En gammel hat eller et tørklæde fik heksen også på. Så var det med at finde en gammel kost, eller noget der lignede, og så kom hun op i toppen af bunken med kvas og grene, som min far havde samlet sammen og møjsommeligt gjort klar i baghaven. Duften af hø kildede i maven, eller måske var det bare spændingen.

Når Sankt Hans aften kom, blev der holdt fest. Haven var fuld af kulørte lamper og haveblus. Der blev dækket bord under havesejlet og grillen blev tændt. Familie, venner og børn myldrede ind og ud imellem hinanden, og der blev spist pølser og drukket sodavand til den helt store guldmedalje. Senere, når tusmørket faldt på, blev bålet tændt. Det hele var så fantastisk, duften af sommeraften, flammerne mod den svagt blå himmel, solsorten, der sang henne i det store egetræ på engen. Når gæsterne var taget hjem, kørte vi en tur i vores gamle bil, min far og jeg. Så kørte vi rundt i hele omegnen og kiggede på de sidste bål. Af og til holdt vi stille i vejkanten, og åbnede bilens vinduer. Luften var fuld af duften af afbrændt hø, og nede over markerne dvælede en tåget blanding af røg og mosekonebryg. Når vi kom hjem, stod vi som regel lidt ude ved vejen og kiggede ud over markerne, mens vi lyttede til nattergalen nede i gærdet. Det var nogle af de lykkeligste øjeblikke i min barndom. 

Efter jeg er blevet voksen, synes Sankt Hans aftner at være regnfulde og blæsende, og som oftest tilbringes de inden døre bag glas og beton i storbyen.

Drømmen om et barndomshjem

Min mor, far og jeg sidder i en underlig tivoliagtig tingest, en forlystelse, den er rød og høj og drejer rundt om sin egen akse. Vi sidder i en slags vogn, der hælder, mens den kører hele vejen rundt, op og ned, lidt som småbørnsflyvemaskinerne i Tivoli, men større naturligvis. Jeg er bange for at falde ned og holder krampagtigt fast i et rør på kanten af vognen. Det er af rødt metal og føles koldt. Jeg kigger ned og opdager, at tivolitingesten står på marken mellem skoven og mit barndomshjem. Jeg kigger hen mod huset, men det er der ikke. Der står kun et gråt plankeværk. Der ligger fliser hele vejen op til plankeværket nede fra marken, hvor vi stadig kører rundt i den røde tivolitingest. Pludselig er vi på vej op ad fliserne. Min mor siger, at plankeværket slet ikke er der, og at der ligger et hus, som ikke mit barndomshjem, og at vi bare ikke kan se det, fordi plankeværket er noget vi bilder os ind. Da vi kommer op til plankeværket forsvinder det, og foran os ligger der et stort træhus. Det ligner lidt en amerikansk ranch. Det fylder hele grunden, og der er hverken barndomshus eller -have. Der går en mand rundt inde i huset, og jeg bliver pludselig bange for, at vi ikke må være der. Så kommer han ud, storsmilende og tager imod os og giver hånd. Jeg forstår stadig ikke, hvor mit barndomshjem er blevet af. Han viser os ind i huset og beder os tage plads i stuen foran pejsen, mens han laver kaffe. Min mor, far og jeg begynder i stedet at gå rundt i huset og kigge. Manden ser lidt irriteret ud, da vi kommer ud i køkkenet. Jeg forsøger at rose huset, for ikke at virke uhøflig, sådan som jeg går og stirrer. Vægge og lofter er af rødligt træ, og jeg spekulerer på, om en amerikansk ranch ser sådan ud indvendig, men bliver enig med mig selv om, at de store vinduespartier ikke er specielt amerikanske, så det er nok ikke helt sådan en ranch ser ud. Det er meget luksuriøst at se på på trods af, at der er sparsomt møbleret og lidt rodet. Manden opfører sig, som om han er ejendomsmægler, men det virker også, som om han bor der. Det er underligt. Han viser os ud på en terrasse, der vender ud mod naboens have. Den går helt hen til det store træ i skellet mellem grundene. Så stort var mit barndomshjem slet ikke, der lå en eng imellem. Der er fuldt af duelort på terrassen, både på bordet og ned ad væggene. De er ikke til at få væk, siger manden om duerne. Det er ikke en særlig smart kommentar fra en ejendomsmægler, tænker jeg. Må man skyde dem, spørger jeg. Det kan han ikke svare på. Vi går ind i stuen igen, og jeg får øje på en trappe, der går nedad mod et sænket niveau i huset. Jeg kan ikke huske de store vinduer udefra, selv om huset ligger på en lille bakke og vinduerne vender ned mod skoven og marken med den store røde tivolitingest. Der er en lille talerstol og bænke op ad væggene i flere niveauer. Det er et lille auditorium, udbryder jeg begejstret til min far, og tænker, at her kan man holde digtoplæsninger med masser af oplæsere og publikum. Der er gobeliner på væggene, vi forsøger at tyde, hvad billederne viser, og hvad teksten på dem betyder, det er et eller andet historisk. Her vil jeg bo, tænker jeg. Jeg er ligeglad med, at det er langt væk fra alting og ligeglad med, at mine sønner får meget langt til skole og kammerater. Manden siger, at huset koster 5,7 millioner kr. Er det ikke lige i overkanten, spørger jeg. Det ligger jo langt væk fra alting. Det er prisen, svarer manden. Så vågner jeg.

I virkeligheden er min mor død for 10 år siden og min far død for 2 år siden. Mit barndomshjem lå øde og forladt hen de sidste 3-4 år af min fars levetid og blev først revet ned efter hans død. Nu ligger der et svensk træhus på grunden, det er sort og ikke så stort. Haven og træerne er væk, og på marken er der anlagt en sø.

Hip hurra!

Det er min fødselsdag i dag! Og jeg er endda ikke ramt af min ellers sædvanligvis hvert tiår tilbagevendende nedtur over at blive ældre. Da jeg fyldte 20 år, blev jeg helt deprimeret over, at jeg ikke var teenager mere, og da jeg fyldte 30 år, blev jeg endnu mere deprimeret over, at jeg ikke længere kunne kalde mig ”ung”, så jeg havde egentlig ventet en rigtig grim nedtur nu, hvor jeg fylder 40 år, men den er helt udeblevet. En stor del af æren for det kan ganske givet tillægges, at jeg ikke er ”fyrre, fed og færdig”, men ”fyrre, forelsket og frugtsommelig”. Men måske ligger der mere i det. Jeg håber i hvert fald, at jeg er kommet overens med naturens gang, selv om jeg selvfølgelig ikke kan udelukke eventuelle fremtidige nedture over alderdommens indtræden.
Apropos alderdommens indtræden skrev jeg for et par år siden (da jeg fandt mit første grå hår) nedenstående tekst, som jeg selv synes, er en ret sjov ironisering over alle de tanker, man kan få, når naturens gang går op for en kvinde i sin bedste alder.

Gråsprængning

Hvad gør man, når man lige har opdaget sit første grå hår, der oveni købet er 60 cm langt og følgeligt må have været til stede meget længe uden, at man har set det?
Skal man, godt inspireret af diverse tv-reklamer, gå til optiker og få vurderet sine øjnes duelighed?
Eller skal man for en sikkerheds skyld lige tjekke med sine forældre om årstallet på dåbsattesten er helt rigtigt? Eller skal man hellere tjekke sit teenagebarns dåbsattest?
Måske skulle man skifte spejlet på badeværelset ud, for i princippet kunne det vel godt være ridset og dermed give et forvrænget billede af virkeligheden?
Eller måske er det pæren i lampen, der skal skiftes, for man kan ikke vide, om lyset er helt forkert, og enhver ved jo, at lys består af farver, og farver består af lys, og måske er håret slet ikke gråt, måske er det bare lysets bølgelængde, der gør, at det ser gråt ud, og hårets tykke og stive fremtoning kan måske tillægges lyskildens vinkel kontra refleksion af førnævnte ridser?
Eller skal man hellere gå til psykolog og få vurderet sin evne til selverkendelse?

Når erkendelsen af gråhårstilstedeværelsen foreligger, hvad gør man så?
Går man i mentalt koma og lægger sig til sengs, som en anden Maud, deprimeret og degraderet til uattråværdig, utroværdig ca. sidst i 30’erne-agtigt afdanket kvinde uden q?
Eller river man hvert enkelte grå hår ud? Eller begynder man at farve håret med alskens giftige kemikalier, der om føje år vil få al håret til at falde helt af – men det er man p.t. ligeglad med, på samme måde som man er ligeglad med, at skrigende magnoliarød ikke ser naturligt smukt ud til ca. sidst i 30’erne-agtigt antirynkecremebehandlet alligevel harvefuret-udseende blegfed begyndende hormonforstyrret hud?
Eller sætter man sig til at strikke fodformede uldne sutsko til hele familien inkl. fremtidigt kommende børnebørn?
Eller køber man en gyngestol på det lokale loppede antikmarked, som man i øvrigt næsten ikke tør besøge af frygt for at få klistret et ”nedsat”-skilt i panden og blive placeret i førnævnte selvindkøbte gyngestol med et hæklet sjal om skuldrene lige ved siden af stablen af blå porcelænsplatter, kassen med Keld og Hilda LP’er og ikke mindst stativet med næsten ubrugte engangslightere?

Eller begynder man at overveje at betale til efterlønsordningen, at melde sig ind i Ældresagen og Sygeforsikringen Danmark samt at få en fast PBS-aftale med et dertil indrettet nyerhvervet pensionsselskab?  
Eller erkender man omsider … at man er blevet … voksen?